Vedtægter

Underskreven version kan downloades i PDF-format her

§ 1 Navn

Stk. 1

Teaterforeningens navn er FREDERIKSHAVN TEATERFORENING.

Stk. 2

Foreningens hjemsted er Frederikshavn Kommune.

§ 2 Formål og virke

Stk. 1

Foreningen er oprettet i henhold til lov om teatervirksomhed og har til formål at administrere teaterlovens bestemmelser med henblik på at fremme teaterinteressen inden for foreningens område.

Stk. 2

Herudover kan foreningen supplere det lokale teatertilbud for børn, unge og voksne med forestillinger, der ikke er omfattet af gældende regler for formidlingstilskud.

Stk. 3

Foreningen medvirker desuden til at skabe tilfredsstillende bygningsmæssige forhold for teatret, ligesom foreningen kan medvirke til at skabe og øge interesse for andre kulturelle arrangementer.

§ 3 Medlemskab

Stk. 1

Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende abonnenter.

Stk. 2

Abonnement kan tegnes af enhver, der er tilmeldt et folkeregister i Danmark.

Stk. 3

Vilkårene for abonnement fastsættes af bestyrelsen med henblik på en løbende regulering i forhold til antal og type af forestillinger i sæsonen.

Stk. 4

Ved tegning af abonnement betales et kontingent, hvis størrelse fastsættes af bestyrelsen.

§ 4 Repertoire og indtægter

Stk. 1

Foreningen forpligter sig til alsidighed i repertoiret, idet den køber forestillinger af det producerende teater.

Stk. 2

Foreningen oppebærer abonnementsindtægter, indtægter ved anden form for billetsalg, indtægter i form af offentlige tilskud og andet salg i øvrigt.

Stk. 3

Foreningen kan modtage tilskud fra private og fra erhvervslivet i form af annoncesalg, sponsorstøtte og/eller lign.

§ 5 Hæftelse

Stk. 1

Foreningens medlemmer, abonnenter og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser.

§ 6 Valg til bestyrelsen

Stk. 1

Foreningens bestyrelse består af 7 personer, hvor de 6 bestyrelsesmedlemmer vælges på general-forsamlingen.

Stk. 2

Valgene gælder for 2 år, idet 3 medlemmer afgår på skift hvert andet år.

Stk. 3

1 bestyrelsesmedlem udpeges af Frederikshavn Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg for 4 år ad gangen. Udpegningen følger byrådets valgperiode.

Stk. 4

Der vælges 2 suppleanter til bestyrelsen. Suppleanterne vælges hvert år på generalforsamlingen.

Stk. 5

De valgte skal være stemmeberettiget på generalforsamlingen.

§ 7 Bestyrelsen

Stk. 1

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Stk. 2

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er fremmødt. Alle beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, dog således, at ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og kan nedsætte arbejds- og underudvalg. Disse refererer til bestyrelsen og har kompetence som besluttet af bestyrelsen.

Stk. 4

Sekretæren fører referat fra foreningens møder og er ansvarlig for, at referater o.l. arkiveres.

Stk. 5

Formanden, subsidiært næstformanden, tegner foreningen. Bestyrelsen kan meddele prokura og kan ansætte lønnet medhjælp.

§ 8 Regnskab

Stk. 1

Foreningens regnskabsår er sæsonåret, der går fra 1. juli til 30. juni.

Stk. 2

Bestyrelsen er over for generalforsamlingen ansvarlig for foreningens midler. Kassereren har ansvaret for udarbejdelse af regnskaber og budgetter samt for rettidig indsendelse heraf til relevante myndigheder.

Stk. 3

Der skal udføres en gennemgang af foreningens regnskab af en statsautoriseret eller registreret revisor for at sikre, at informationen i regnskabet er uden væsentlige fejl, og at regnskabet således giver et retvisende billede.

§ 9 Generalforsamlingen

Stk. 1

Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.

Stk. 2

Stemmeberettiget er enhver registreret abonnent fra den indeværende sæson.

Stk. 3

Alle afstemninger sker mundtligt, medmindre der forlanges skriftlig afstemning, og afgøres ved almindelig stemmeflerhed, dog undtaget de i §11 nævnte afstemninger.

Stk. 4

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af september måned. Indkaldelse til generalforsamling foretages af bestyrelsen og skal ske ved annoncering i dags- eller ugepressen med mindst 2 ugers varsel. Bestyrelsen fastsætter mødetid og -sted.

Stk. 5

Generalforsamlingens dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Kassereren fremlægger regnskab til godkendelse
  4. Orientering om budget
  5. Indkomne forslag
  6. Valg til:

    1. Bestyrelse
    2. Suppleanter
  7. Eventuelt

§ 10 Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes efter beslutning i bestyrelsen.

Stk. 2

Endvidere skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når mindst 25 abonnenter over for bestyrelsen skriftligt fremsætter begæring herom. En sådan begæring skal indeholde en motiveret dagsorden.

Stk. 3

Senest 1 måned efter modtagelse af begæring om ekstraordinær generalforsamling skal denne afholdes. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med sædvanligt varsel.

§ 11 Vedtægtsændring

Stk. 1

Ændring af foreningens vedtægter kan kun finde sted på en generalforsamling, hvor mindst halvdelen af de fremmødte stemmeberettigede vedtager dette.

§ 12 Ophævelse

Stk. 1

Ophævelse af foreningen kan ske, når mindst 2/3 af abonnenterne er til stede på generalforsamlingen, og mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for forslaget.

Stk. 2

Såfremt fremmødet ikke er på mindst 2/3, og forslaget i øvrigt ikke forkastes, indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling efter sædvanlige regler. Her kan forslaget vedtages med almindelig stemmeflerhed, uanset antallet af fremmødte.

Stk. 3

Ved foreningens ophævelse anvendes dens formue til gavn for kulturen i Frederikshavn Kommune efter bestemmelse af den siddende og afgående bestyrelse.

Således vedtaget på ordinær generalforsamling den 25. april 2017.

Mogens Damm, dirigent - Betty Rode, formand